Samme udbudskonsulent købt af både kommuner og selskaber
Adskillige kommuner har gennem de seneste 15 år valgt konsulentfirmaet Serviceconsult til at stå for udbud af rengøringsopgaver, skriver Politiken søndag. I flere tilfælde har firmaet også taget sig af kommunens kontrol med det vindende rengøringsfirma.
Siden 2001 har firmaet fået mere end 16 mio. kr. i alt fra 16 kommuner for at udføre opgaven. Det viser en opgørelse foretaget af Politiken og Fagbladet 3F. I samme periode har konsulentfirmaet også tjent penge på at udføre opgaver for de rengøringsfirmaer, der vinder udbuddene.
Forsker i udlicitering og professor ved RUC, Ole Helby Petersen, er betænkelig ved dobbeltrollen.
- Jeg kan ikke umiddelbart vurdere, om der er tale om en decideret overtrædelse af habilitetsbestemmelserne eller udbudsreglerne. Men jeg vil i hvert fald sige, at det er uheldigt, og at der er risiko for sammenblanding af interesser, siger han til Politiken.
Politianmeldt
Serviceconsults ejer, Finn Buch Petersen, siger, at han kan adskille tingene:
- Jeg kan slet ikke se, at der er et problem i det. Jeg snakker ikke med kommunerne om mine private opgaver, siger han til Politiken.
Danmarks næststørste rengøringsselskab, Forenede Service, har i mange tilfælde vundet de kommunale udbud, som Serviceconsult har stået for. Samtidig har konsulentfirmaet løst opgaver for flere hundrede tusinde kroner for Forenede Service.
For nylig har tidligere sikkerhedschef i Forenede Service Jens Nielsen politianmeldt Serviceconsult og Forenede Service for 'mulig bestikkelse i forbindelse med offentligt udbud', som det hedder i anmeldelsen.
Københavns Vestegns Politi og Finn Buch Petersen vil ikke kommentere anmeldelsen.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb.
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.